I et ellers udfordrende år har koncernen oplevet stor vækst i omsætningen på 17%, bl.a. som følge af godt salg på Mercedes-Benz person-, vare- og lastbiler, men også som følge af de nytilkomne aktiviteter i Skejby og Skovlunde. Antallet af leveringer i salgsafdelingerne har i 2024 været rekordhøje samlet for alle afdelinger. Indtjeningen ender dog et stykke fra det forventede niveau, hvilket primært kan tilskrives tre ting:
For det første har nyvognssalget af Stellantis-mærker været meget udfordret fra 2. kvartal og frem, primært som følge af en for høj prissætning, en svag modelportefølje og svigtende produktion, hvilket har resulteret i meget små lagerallokeringer til Danmark.
For det andet er resultatet derudover stærkt påvirket af det stigende renteniveau på selskabets kapitalbinding i varelagre, hvilket har udhulet indtjeningen over hele året.
For det tredje er prissætningen på brugtbilsmarkedet faldet markant igennem 2023 og har yderligere reguleret sig negativt i 2024. Det har betydet, at de realiserede avancer på brugte biler i starten af året har været tæt på nul, og senere på året har de generelt været lavere end forventet. Samtidig har det været nødvendigt at foretage yderligere nedskrivninger i 2024 på de brugte biler.
Årets resultat ender samlet på 1.380 tDKK (2023: 13.575 tDKK), en overskudsgrad på 1,2% (1,5%) og en soliditetsgrad på 27,9% (24,2%).
På positivsiden har koncernen formået at løfte sin soliditetsgrad via fokus på nedbringelse af varebeholdninger. Dermed står koncernen godt rustet til fremtiden.
Peter Christensen, adm. direktør og ejer, udtaler: ”2024 har været endnu et udfordrende år for branchen med bl.a. faldende brugtvognspriser og højt renteniveau, og det er vi naturligvis også påvirket af. Derudover har vi foretaget store investeringer, som forventeligt sætter et negativt præg på vores omkostninger. Derfor er resultatet for året ikke på det niveau, vi forventer, men på trods af det har vi fastholdt vækstmomentum og ser positivt på fremtiden, hvor vi løbende regner med at se et afkast af vores investeringer.”
I 2024 har koncernen afsluttet de seneste af en lang række investeringer, hvor man, i februar åbnede et nyt 2.400 m² værksted for Stellantis-mærkerne i Kolding, og i maj åbnede et nyt skadescenter i Skovlunde på Sjælland.
Koncernen markerede en milepæl i 2024, da det nemlig er 100 år siden, P. Christensen A/S blev grundlagt i et lille byhus i Kolding midtby. Siden da er der sket meget – familien Christensen er fortsat i front, men i dag med 11 afdelinger i det meste af landet, repræsenterende ni mærker og med over 450 medarbejdere. 100-års jubilæet blev fejret med en stor jubilæumsfest for alle medarbejderne.
Ledelsen har positive forventninger til 2025, hvor koncernen forventer at realisere et resultat på mellem 8 og 12 mio. DKK.